Inspiration til årets julebord – 2. del

Måske I så mit seneste indlæg med mit bud på årets julebord, som jeg herhjemme har valgt skal være blåt i år. Er du mere til den traditionelle, røde jul, eller måske noget helt andet kommer her et par andre idéer til, hvordan årets julebord kan se ud.

 

Den røde, traditionelle jul

… er altid et sikkert hit. Rød er bare lig med jul I de flestes øjne. Jeg er mest vild med rød jul, hvis det er den gammeldags af slagsen. Og med gammeldags mener jeg, hvor der er brugt materialer såsom æbler, ilex, kogler, nødder mm. Den der “Peters jul”, som man nærmest kan dufte og smage bare ved synet. Dén stemning er jeg vild med og har forsøgt at overføre til det røde julebord. Igen har jeg valgt at lave en form for bordløber, hvor de materialer jeg har valgt, er “drysset” tilfældigt helt uden nogen form for system, andet end at det ikke skal for meget ud af formen.

Duften af gran, kanel og søde æbler er med til at skabe den helt rigtige julestemning. 

 

Jeg har brugt hessian som dug. Jeg synes det er rigtig julet, da det minder om det julemandens sæk er lavet af. (Ja, han findes da!?) Det gode ved det er, at det ikke skal stryges. Faktisk bliver det meget finere af at blive lidt krøllet.

 

Servietten har jeg foldet én gang på langs og derefter sat omkring tallerkenen som en form for banderole. bagpå har den fået et lille stykke tape, for at blive på tallerken. (måske ikke så praktisk, men det hænger altså heller ikke altid sammen med at være pænt 😉 Ovenpå servietten har jeg foldet et kræmmerhus af en kageflakon i papir. kræmmerhuset er bundet på med et stribet stykke reb og en lille gris lavet i fimo. (har blot udstukket den med en lille grise-udstanser og trykt bogstaver ned i med stempler og derefter bagt, efter brugsvejledningen på selve pakken) I kræmmerhuset er der en grangren. Den kunne have været udskiftet med pebernødder, et sødt juledigt, en opgave til gæsten eller noget helt andet.

 

Lysestagerne er gamle sodavandsflasker jeg har sat en lysholder i. Derudover har et par enkelte røde æbler fået et lys i toppen også. Simpelt og dekorativt. I et par af flaskerne har jeg valgt at putte ilex-grene i. Både for at få lidt “blomst” på bordet, men også for at trække den røde farve med op.

 

Herunder har jeg lavet 3 forslag til materialesammensætning, farvevalg og en anderledes form for bordkort/serviet ring.

 

DIY serviet ring af selvhærdende ler

Se bare med her, hvor simpelt det er selv at lave…

Start med at udrulle den selvhærdende ler til ca. 3 mm. Skær nu i strimler. Mine er 4 cm. i bredden.

Lav aftryk ned i leren. Jeg har brugt en grangren. – det er jo jul! Blonde, bobleplast eller andet kan også bruges. Kun fantasien sætter grænser.

Det fineste gran-aftryk

Nu kan du trykke bogstaver ned i leret. (stemplerne har jeg købt i Tiger)

Til slut rulles “båndet” omkring en toiletrulle, så den kan tørre op i den runde form. Jeg har først skåret længden til, da den er kommet omkring rullen, så jeg vidste præcis hvor lang den skulle være. Jeg har lige ladet den være en halv cm. længere, så den kunne overlappes og blive en form for lukning.

Lad nu serviet ringene tørre i et par dage og de er klar til at pynte omkring servietterne…

 

En anden form for bordkort er denne krans, lavet af marengs. Super enkel og dekorativ. Og bedst af alt. Spiselig! Jeg har brugt DENNE opskrift på marengs. Til start har jeg tegnet en cirkel på bagepapiret, vendt det om (så der ikke kom blyant på marengsen) og sprøjtet op med 2 forskellige tyller i den runde form.

Til denne stil, kunne jeg forestille mig at pynte med kridhvide farver. Hvide glaskugler fungerer her som en vase til ranunklerne. Kan evt. sættes op som det blå julebord jeg lavede HER

 

Til slut, en simpel idé som alle kan lave. De fleste har kogler derhjemme ved juletid. Sæt blot koglen indover tallerkenens kant og klip en kartoncirkel, hvorpå du skriver (enten i hånden eller med stempler) Kartoncirklen kan du fastgøre mellem “lamellerne” i koglen. Så let kan det gøres!

Jeg håber du fandt lidt inspiration til dit kommende julebord.

// Maria

Posted in Jul

One thought on “Inspiration til årets julebord – 2. del

  1. Jeg er vild med fin blog og ideer, bliv endelig ved 🙂
    God jul!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *