Nytårsbordet 2017

Kan man sige det er blevet en tradition, hvis man kun har gjort noget én gang? Ihvertfald, er her “traditionen tro” mit bud på årets nytårsbord.

Tanken bag borddækningen er, at det skal være muligt at dække et lækkert bord, uden at skulle ud og erhverve sig en masse nyt. Derfor er selve “dugen” resten af det mørkegrønne gavepapir fra julegaverne. Husløgene er fra juledekorationen, og sølvstjernerne er lysestager fra julebordet, blot vendt på hovedet. Jeg er fan af når man kan få ingenting til at ligne en million og ikke mindst få brugt det man i forvejen har i hjemmet.

Noget jeg altid er vild med når jeg dækker bord, er at “drysse” pynten helt tilfældigt på bordet i en form for løber. Dette har jeg også gjort her. Især når der er så mange små elementer, synes jeg det er vigtigt at have én eller anden form man bliver indenfor, for det ikke bliver for rodet og forvirrende for øjnene.

Som nævnt øverst har jeg nærmest “pakket bordet ind” i resten af julegavepapiret. Jeg tænkte det, jo vel nærmest var ligesom en engangsdug. Og hvor fedt er det lige, bare at kunne smide den ud efter festen. Især sådan en aften, hvor det formentlig ikke er gået stille for sig med drinks, konfetti, serpentinspray og andet!?

Selve “dekorationen” er husløg fra juledekorationen, der har fået nyt liv med tandstikker i (se, hvordan længere nede) Guldstjerner (også fra juledekorationen) , Sølvstjerner (som egentlig er lysestager der er vendt på hovedet) og lidt nytårsgejl i form af små knallerter og serpentiner. For at gøre bordet lidt mere personligt og sjovt har jeg lagt polaroidbilleder på fra årets løb. Dette giver også anledning til nogle gode snakke. Polaroidbillederne har jeg taget med mit (uundværlige) instax mini 8 kamera som blandt andet kan købes HER.

Istedet for levende lys, har jeg valgt at ligge en batteridrevet lyskæde med store pærer på. Både fordi jeg synes det giver en fed effekt, men også fordi der ingen brandfare er. Levende lys, bordbomber med konfetti og papirs serpentiner har bare aldrig været en god kombi!

 

 

I sådan en form for borddækning kan man bruge alt, hvad man synes af småting og sager.

For mig er nytåret lig med glimmer, stjerner og lidt nytårspynt der er blankt og glimtende. Dog synes jeg hurtigt at nytårspynten kan blive FOR glimtende, blankt og pang-agtigt. Det er selvfølgelig en smagssag, men jeg er vild med når man kombinerer mat og blankt. Dette synes jeg både komplimenterer hinanden godt men også understreger hinanden. Derfor har jeg blandt andet brugt blanke, guld knallerter, men mat, guld bestik. Blanke stjerner, men matte husløg osv.

Husløgene har jeg blot sat nogle tandstikker i, så de skulle ligne en form for stjerne. Tandstikkerne har jeg sat i tilfældigt i den nederste del af husløget mellem bladene.

 

 

Servietterne i år har jeg valgt skulle formes som butterfly, da det både er meget elegant, men også henleder tankerne på nytår og herrernes fine tøj. Derudover har jeg på tallerknerne også lagt et truthorn (hedder det iøvrigt det!?) med lidt serpentin i og lidt fint konfetti der meget passende er små butterfly og høje hatte.

De fine butterfly servietter er nok verdens nemmeste at lave. Jeg har blot taget en lille serviet (12×12), samlet dem på midten sat en snor på for at holde den og til sidst sat et stykke sort bånd omkring for at give den sidste finish. Båndet har jeg lige limet på bagsiden med en limpistol, for at undgå en stor knold af en knude, så sløjfen ikke kan ligge pænt lige på tallerkenen.

 

Sidste år lavede jeg denne nytårs borddækning, hvor der også er brugt tandstikker og blandt andet sølvpapir og sorte affaldssække. Ting man ikke lige troede kunne bruges i andre sammenhænge kan faktisk ende med at give et ret fint udtryk. Og sidst men ikke mindst sparer man også penge, hvilket vel også er ret rart her efter juletiden!

Jeg håber dette kunne inspirere til nytårsbordet anno 2017 – Jeg håber I kommer godt ind i 2018!

Pas godt på jer selv og hinanden.

GODT NYTÅR!

// Maria

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *