Jeg savner allerede det smukke frostvejr vi havde i sidste uge. Derfor har jeg forsøgt at få vinteren lidt ind.
Jeg er kæmpe fan af limpistolen og bruger den til samtlige af mine krea-projekter. (Det vil I finde ud af!) Til dette projekt har jeg dog ikke brugt den til at lime noget sammen med, men brugt selve limen som hovedelement. Af få materialer har jeg kreeret disse snefnug af lim.
Alt du skal bruge er:
- limpistol og lim dertil (surprise!)
- bagepapir
- skabelon af det snefnug du ønsker at lave (Søg på “snefnug” på nettet og print derfra)
- sukker og/eller glimmer
- nål og tråd
Tænd allerførst limpistolen. Imens kan du gøre klar til at lave dine snefnug. Sørg for at både underlag og den limstift du kommer i limpistolen er helt ren, Alt skidt kan ses i den klare lim og er ikke til at fjerne når først det er kommet på skabelonen.
Put den ønskede snefnug-skabelon under et stykke bagepapir. Du kan eventuelt sætte tape på hjørnerne, så det fæstnes til underlaget. Put nu lim på bagepapiret, efter mønstret. Så snart snefnugget af lim, er lavet, drysses der enten sukker og/eller glimmer på. (jeg har brugt begge dele sammen) Kan du ikke nå at lave hele snefnugget færdig inden det er begyndt at tørre, kan du evt. lavet lidt af gangen og putte sukker og/eller glimmer på undervejs, så du ikke risikerer at limen tørrer og “drysset” ikke kan hænge ved.
Når snefnugget med drys på toppen er tørt kan det tages af bagepapiret.
Det kan næsten ikke undgås at den varme lim vil flyde lidt ud, men det gør intet. Når snefnugget er tørt, kan det klippes mere i facon. (Det kræver dog en god saks med spids ende) Efter min mening behøver snefnuggene ikke være helt ens og perfekte i facon. Jeg synes de ser mere naturlige ud, hvis de ikke er 100 procent lige og ens.
Til slut kan der sættes tråd i, ved at køre en nål igennem én af “spidserne” på snefnugget. Dette er kun hvis man ønsker at de skal op og hænge. Man kan eventuelt også droppe snoren og have snefnuggene til at ligge til pynt på et “stemningsfad” med stearinlys og en fyrregren fx. Kun fantasien sætter grænser.
God arbejdslyst (og pas på du ikke brænder dig!)
// Maria
One thought on “Glimtende snefnug af lim”