mobilcover med tørrede/pressede blomster

Jeg er vild med at tørre og presse blomster. Én af mine absolutte forårsfavoritter er stedmoderblomster. De er smukke som friske, men også som tørrede/pressede. De pressede blomster har jeg før brugt til at lime på æg, glas eller noget helt tredje. I år tænkte jeg at det kunne være fint at lime dem på et klart mobilcover, så det skulle jeg lige prøve. Simpelt, dekorativt og ikke mindst personligt, da du kan vælge lige netop den blomst du elsker. Hvis den vel og mærket egner sig til at blive tørret og presset. Når det kommer til at tørre og presse blomster, gælder det om at vælge blomster der er flade i hovedet og ikke har for tyk en stængel. Blomster med større stængel har ofte et større indhold af vand, hvilket gør det svært at presse og tørre. Egnede blomster lige nu kan være, stedmoder som jeg har brugt, vintergækker, primula, krokus mm.

Til et cover skal du bruge:

  • Et klart mobilcover (mit er købt HER)
  • hoveder fra stedmoder blomst (eller den blomst du ønsker dig) jeg har brugt 12 stk.
  • bog til at lægge blomsterne i pres
  • decoupage lim (jeg har brugt den fra Søstrene Grene)
  • pensel
  • evt bladguld eller blad sølv. Kan undværes

 

Start med at nippe de blomsterhoveder af, du ønsker at bruge. Læg dem med god mellemrum i en bog. Derefter lægges bogen med tyngde ovenpå. (jeg plejer at lægge flere bøger ovenpå) Blomsterhovederne skal nu lægge i pres/til tørre i ca. 14 dage, alt efter størrelse.

 

Når blomsterhovederne er helt tørrede og pressede, kan du lime dem i dit cover, som du ønsker de skal sidde. Kom blot lidt decoupagelim på forsiden af blomsten og placer den hvor du synes. Jeg har derudover brugt lidt bladguld mellem blomsterne, for at tilføre lidt blankt til de matte blomster.

 

Lad dit cover tørre og det er nu klar til brug!

 

En super fin måde at lave dit eget personlige mobilcover på, med lige netop din yndlingsblomst!

 

//Maria

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *