Legeis lavet af rengøringssvampe

Hvis du følger med på min instagram, vil du måske have set at vi er igang med at renovere et brugt legehus til Viggo. Legehuset som er blevet til et ishus mangler kun de sidste detaljer, når de er færdige vil jeg som lovet, lave et indlæg på bloggen om vores lille renoveringsprojekt. Men nu tilbage til ishuset. I et ishus, kan man købe is. Derfor har jeg været ved at lave nogle forskellige is, af rengøringssvampe, til at lege med derude. De er vildt simple at lave og koster nærmest ingenting.

Alt du skal bruge er:

  • Rengøringssvampe (valgfri farver, størrelser og former. Dem jeg har brugt har jeg skrevet, ved hver, hvor er købt)
  • ispinde (mine er fra Søstrene Grene)
  • spids saks
  • tuscher

 

Start med at tegne krymmel i forskellige farver på din svamp. (de hvide svampe med lilla bagside har jeg købt i Rema 1000) Af farver har jeg brugt pastelfarver.

 

Klip nu et passende hul til en ispind. Hellere lidt for lille end for stort, så ispinden kan sidde i spænd.

 

Put tilsidst ispinden i det hul du lige har klippet. – Bum, så var den ispind færdig!

 

 

 

Jeg har lavet forskellige varianter af is. Af den samme type svamp som den seneste ispind har jeg også lavet en is sandwich. Her har jeg blot tegnet brunt krymmel og pakket brunt bagepapir om og bundet en lyseblå strik omkring.

 

Af sorte rengøringssvampe har jeg lavet lakrids is. (svampene er købt i Bilka) Fremgangsmåden er nøjagtig den samme som den første ispind. Her har jeg blot malet sort krymmel på og brugt en anden slags ispind.

 

I Tiger fandt jeg disse søde hjertesvampe og tænkte det kunne blive søde, små isbjørne. Jeg malede blot næse og øjn på, og satte en ispind i.

 

Til opbevaring, af isene, i legehuset, har jeg løseligt malet nogle tomme jordbærkasser og skrevet derpå med en hvid poscatusch.

Denne simple DIY er perfekt til de lidt større børn. Nu er det blot at få gang i isboden. Herhjemme leger vi isbod dagligt!

//Maria

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *