Marengs på “pind”

Marengs kan bruges til meget andet end reder og kys som man typisk kender det som. De er også super fine på en form for pind. Enten pap sugerør eller ispinde. Se herunder hvordan du laver dem selv.

 

Til en portion marengs skal du bruge:

  • 3 æggehvider (= 1 dl.)
  • 150 gram sukker
  • 1 tsk. eddike

Pisk først dine æggehvider stive. Derefter piskes sukkeret i, lidt efter lidt, til marengsen er sej og sukkeret er opløst. (Det tager altså lige lidt tid, så hav tålmodighed!) Til slut skal der piskes 1 tsk. eddike i massen, dette binder proteinerne så marengsen bliver mere stiv og glansfuld.

Marengsene skal have ca. 1 – 1,5 time I ovnen (alt efter størrelse på din “figur”) ved 100 grader. (det er vigtigt det er almindelig ovn, da varmluft kan misfarve marengsen)

Det er en god idé at have forberedt og tænkt inden, hvordan din marengs skal se ud. Om der skal en farve piskes i, eller du vil have en farvet stribe i (viser nedenunder, hvordan) hvilken tyl du vil bruge og hvilken “pind” de skal på.

Jeg har herunder lavet nogle forslag til, hvordan marengs på “pind” kan se ud.

 

Mit første forslag er marengs tal på pap sugerør. Super fine til fødselsdagen og kan jo laves med alle de tal de skulle være. Bogstaver kunne også være ret fint. fx. til kagebordet til barnedåben.

Her har jeg blot farvet marengs massen med lidt lyserød pastafarve.

Her har jeg brugt en af mine yndlingstyller, nemlig Wilton tip 2D. Den er især flot til rosetter.

Tyllen sættes i sprøjteposen. (jeg bruger altid engangsposer. Dem jeg har nu, er fra Kop og Kande)

Et godt tip, er lige at sætte en lille klat marengs i hver hjørne af bagepladen, som klistrer bagepapiret fast. Det gør at bagepapiret ikke rutcher rundt og du kan lave dine marengs uden at skulle holde fast ved bagepapiret også.

Nu er du klar til at lave dine marengs på “pind”. I dette tilfælde et papsugerør. (det kan fint holde til at komme i ovnen) Først sættes sugerøret fast med en klat marengs.

Derefter kan du sprøjte dit tal, bogstav eller andet på. Sørg for at det dækker sugerøret et stykke, så marengsen har noget at hænge fast i. Her har jeg blot sprøjtet 5 taller på efter øjemål. Ønsker du helt præcise og lige store taller/bogstaver/andet, kan du med fordel tegne det op på bagepapiret inden. Inden de her kom i ovnen, fik de lige et lille drys kobber krymmel.

Klar-parat-spis!

 

En anden udgave, kan være disse “is”. Her er det samme marengs masse, som opskriften øverst og samme tyl, som der er brugt til 5 tallet. I disse er selve massen dog ikke farvet, men har fået sin gul/orange stribe med pastafarve direkte i sprøjteposen. Se med nedenunder.

For at farven ikke blev helt neongul, tilførte jeg lidt lyserød pastafarve til den gule. Jeg bruger gerne pastafarve istedet for frugtfarve. Især til denne type marengs, da pastafarven er noget tykkere og derfor ikke flyder. Her har jeg blot lavet 3 tyndet striber med farve direkte ned i posen, med en kødnål. Herefter kommes marengsmassen i og er klar til at blive sprøjtet ud.

Igen sættes pinden fast ved hjælp af en lille klat marengs. I denne udgave har jeg brugt ispinde, da marengsen skal forestille is.

Her er det blot lige store “dutter” der er sat ved siden af hinanden i en rektangel.

…og her op sprøjtet som en slange. I bløde, tætte zigzag bevægelser, hvis det giver mening.

 

Disse marengs “slikkepinde” er lavet på lignende måde. Med hvid marengs, rød pastafarve i linjer i sprøjteposen og med den samme tyl, som de 2 øverste. Her er det blot en roset der er op sprøjtet, med start i midten.

 

Nu til en lidt anden variant. Her har jeg igen lavet en basis marengs efter samme opskrift som øverst. Nu har jeg istedet brugt en Wilton tyl nr. 6B

Wilton tyl nr. 6B

Disse marengs, synes jeg skulle ligne hjerter, så jeg startede med at klippe en skabelon i karton og tegnede op på bagepapiret efter den.

Husk dog at vende bagepapiret om, så blyantstregerne vender nedad og du ikke sprøjter din marengs direkte på dem. (Overvej dog, hvis det er tal, at de ikke bliver spejlvendte)

Her har jeg blot sat små dutter efter den optegnede form. Start med omridset og slut med midten. Sørg for der ingen huller bliver. Eller sæt dutter på i et øvre lag.

 

Fine marengs hjerter klar til at blive bagt…

 

Til slut er der blot drysset lidt solbær støv over hjerterne. (solbærstøv fra Mill&Mortar kan købes HER)

“With Love” teksten på ispindene passer perfekt her. Der er fra Søstrene Grene. 

Disse hjerter er uden tvivl mine yndlings. Den søde marengs i kombination med den syrlige solbærstøv er intet mindre end fantastisk!

 

Da jeg havde sprøjtet hjerterne op, havde jeg lige en rest marengs tilbage. Så lavede “isene” du ser herunder.

Disse, på halverede pap sugerør, med krymmel på toppen. 

Simple og fine til fx. børnefødselsdagen.

 

Disse er blot nogle få ideer til, hvordan man kan lave marengs på en anderledes måde. Jeg har stadig hovedet fyldt med måder at lave marengs på. Måske der kommer en “marengs part 2” på bloggen snart 😉

Enjoy!

//Maria

 

 

6 thoughts on “Marengs på “pind”

  1. Hvor er de super flotte. Men kan sugerør komme med i ovnen? Tak

    1. Hej Lone

      Tak 🙂
      Ja, sugerør af pap kan fint komme med i ovnen på de 100 grader som marengsene skal have. 🙂

      Kh Maria

  2. Hej Maria.
    Er de stadig gode dagen efter, og hvordan skal de i så fald opbevares?

    1. Hej Signe

      Disse kan du sagtens lave i god tid før og så blot opbevare i en lufttæt beholder.

      Kh Maria

  3. Kan de laves i forvejen og gemmes i en lufttæt bøtte? Eller er de bedst at lave på dagen ?

    1. Hej Louise.

      Jeg skal lige være sikker, det er marengsen du mener ikke? 😉 Hvis ja, kan de sagtens laves i forvejen og gemmes i en luftet bøtte. – det gør jeg næsten altid. 🙂

      Vh Maria

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *