Fest med is-tema

Jeg har længe gerne villet lavet en fest med is-tema. Dog synes jeg godt dette tema kan være lidt til den pigede side. Ihvertfald sådan som jeg har valgt udtrykket skal være med pastelfarver og blomster. Derfor bliver det ikke til Viggos 4 års fødselsdag jeg kan bruge dette tema. (desuden er drengen også blevet så stor at han nu selv “bestiller” tema! I år er det rum-space tema som han selv kalder det)

Nå men ihvertfald fik jeg stablet en lille “fest” på benene sådan en ganske almindelig mandag, bare fordi jeg lige havde en idé. Det blev min familie glade for, med is og lækkerier på en hverdag! (skidt, det er vel sommerferie)

Selve tag-selv-bordet så således ud. Med is i forskellige afskygninger og en isbar, hvor man selv kan pynte sin is som man vil. Det fine ophæng samt rosetter var et sæt jeg fandt i Netto for ikke så længe siden.

 

 

Skiltet malede jeg sidste år til Viggos legehus/isbod. Det er en tynd træplade jeg har malet sort og skrevet og tegnet på med poscatuscher. Det passede jo lige perfekt ind her.

 

Som blomster på bordet, fyldte jeg runde blomster i både kræmmerhuse og små bægre, så disse også skulle forestille is. Stilkene på blomsterne kan med fordel sættes i et plastik rør med vand. Røret skjules i kræmmerhuset. Det vigtige er dog røret er helt tæt så kræmmerhuset ikke bliver vådt og dermed blødt.

Derudover havde jeg klippet “krymmel” i forskellige farver karton og drysset løseligt på bordet.

 

Her ses en lille, simpel dekoration med store roser fra haven sat i et lille pap bæger, med vand i bunden. Deroveni er der drysset krymmel og sat et kirsebær.

Det samme her, blot med nelliker. Jeg har valgt runde, tætte blomster da jeg synes det minder mest om is-kugler.

 

Som altid er jeg vild med at inddrage gamle ting for, at give “opsætningen” lidt hygge og “sjæl”. Lige til dette emne synes jeg det gamle/retro fungerer rigtig fint. Som her hvor en gammel vægt er blevet holder for de runde vafler og et trådbur er blevet holder for bægre og kræmmerhuse.

Bægre, skeer, glas, servietter sugerør matchende is temaet har jeg fundet i henholdsvis Søstrene Grene og Flying Tiger.

 

Disse marengs “is” på pind, har du måske set før. Jeg har før lagt opskriften op. Den kan du finde HER.I den guide finder du flere forskellige former for marengs på pind. Som fx. disse marengshjerter med solbærstøv og marengstal på pap sugerør.

 

 

Isbaren er åben…

Igen har jeg inddraget gamle ting, her i form af en gammel skuffe med rum. Når man har mange ting på bordet kan det hurtigt komme til at se rodet ud, derfor deler jeg ofte bordet ind i grupper. Her er en skuffe og de små bægre tæt ved, en god måde at skabe en gruppering på.

Opskriften på mine marengs finder du HER.

De fine “is” flødeboller har jeg købt ved grænsen. (Mener det var Scandinavian Park jeg fandt dem i.)

 

Igen noget du måske er stødt på før. Ihvertfald har jeg før lavet disse “is”kager. Opskriften på dem kan du finde HER.

 

 

En lækker tallerkenfuld

 

En anden mulighed til kagebordet kunne være disse småkager lavet som kræmmerhuse med is. Opskriften på dem finder du HER.

 

Hvis man bruger temaet til fødselsdag, hører der selvfølgelig også matchende pakker til. Her er mit bud på fine, indpakkede gaver der matcher is-temaet. Med alt fra fyldte kræmmerhuse, til krymmel under en cellofan-indpakket gave til små, påsatte ting, såsom vafler, sugerør og skumfiduser i cellofanpakke.

 

Desuden er “is”kagerne perfekte til tag-med-ting i skolen, børnehaven eller på jobbet. Jeg havde lavet dem i en mindre udgave som Viggo havde med som sommerferie-kage i børnehaven. Derudover havde han ananas og vandmelon med, som var sat på en ispind. – Også en idé der er perfekt til festen, for at der også lige er lidt sundt imellem alt det søde som is jo er!

 

En stolt dreng på vej i børnehave med “is” kager og frugt “is” til uddeling.

I min tidligere viste idé har jeg også vist, hvordan du kan lave et kreativt underlag som kagerne kan transporteres i. Her i form af en isbod. Guiden på den finder du også HER.

 

Hvis ikke det lige skal være “is” der er temaet til festen, kan du også finde inspiration til andre tema-fester:

Find inspiration til cirkus-tema HER

Find inspiration til Bondegårdstema HER

Find inspiration til pirat tema HER

 

Inden længe kommer der en temafødselsdag mere til “samlingen”, nemlig Viggos 4 års fødselsdag som i år bliver space-tema. Følg med, jeg har nogle sjove ting i ærmet, hvis jeg selv skal sige det. 😉

Jeg håber I kunne bruge idéerne. God fest og god forberedelse!

//Maria

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *