Viggos fem års fødselsdag – hundetema

Endnu et år er gået og vi har nu en dreng på hele FEM år!? Synes jo lige vi har fejret hans første år? Lærer altså aldrig helt at forstå hvor hurtigt tiden går med børn/barn. – Nå, men traditionen tro, har vi holdt temafødselsdag. I år var det hunde tema, da Viggo ELSKER hunde!

Herunder finder I inspiration samt, hvor de forskellige ting og materialer er fra.

Som de tidligere år, ses temaet allerede ved invitationen. I år havde vi valgt at pynte dem med perler, da Viggo er vild med at lave perleplader. Så hunde og perler måtte der til. Jeg har ingen decideret skabelon til perlehunde og femtaller. Ønskes det, kan billedet herover evt. printes ud og laves efter, eller skal den laves af et barn, kan mor eller far lige sætte krydser på et stykke ternet papir, hvor der skal sidde perler og evt. i hvilke farver.

Fem-tallerne gav jeg desuden lidt glitter, for ikke at alle materialer var matte. Her har jeg blot penslet med en klar lim og efterfølgende drysset med glitter i den ønskede farve. Jeg har blandet, sølv, blå og grøn (De farver der går igen i hele temafesten).

 

De færdige invitationer er blot et halvt stykke A4 genbrugskarton, hvorpå der er limet et billede af fødselaren, perleplader (limet på med varm lim), stemplet og skrevet tekst/hundepoter. (I spørger desuden altid hvor mine stempler er fra, og det er et samlet stempelsæt købt i Flying Tiger).

 

Teksten i invitationen forsøger jeg altid at få til at matche temaet. Herhjemme elsker vi gamle, danske film. Kan I se referencerne?

 

Som førnævnt sørger jeg altid for der er en sammenhængende tråd i både farver og materialer. Derfor går den mintgrønne farve igen i borddækningen og ligeledes perlerierne, her i form af hunde magen til de på invitationen, og kødben i forskellige størrelser. Servietterne er fra Meri Meri og købt HER. Det brune papservice kan købes i flere større supermarkeder, her er blot limet en perlehund på, med varm lim, for at gøre det lidt mere personligt. De mintgrønne pap sugerør er købt i billigblomst, hvor tennisbolde og hundelegetøj ligeledes er fra. I billigblomst fandt jeg også det brune der ligner jord. Det er mikro grus, som flere af gæsterne troede var kaffe, bare for at I kan have en ide om materialet. Dugen er afdækningspapir og kan købes HER. På det har jeg blot tegnet hundepoter med en brun marker.

Meningen var at det skulle forestille, at hundene har haft en fest på bordet. Man kan se på poteaftrykkene at de har været på bordet og leget med bolde, gravet kødben ned og væltet blomsterkrukkerne. – Slemme hunde!!

 

 

Kageskeerne af træ er købt i Bilka. På dem havde jeg blot stemplet hunderelateret tekst, klippet et kødben ud, målt efter størrelsen på skeen og skåret 3 linjer, hvori skeen kunne sidde. Se med herunder…

 

 

For at gøre kødbenet mere naturtro og ligne et som lige var blevet gravet op, smurte jeg kaffegrums løseligt på. Da det tørrede var det lige til at banke grumset af, så kun farven var efterladt.

 

 

 

Jeg plejer som regel at placere drikkevarer i noget der understøtter det givne års tema. I år kunne det jo ikke være andet end en hundekurv. – Så værsgo´- tag en kold fra kurven.

Hundene der holder vagt, er walking folie balloner, købt HER. 

 

Til en hundefest hører der sig “Pup-corn” til… (do you get it?)

Normalvis har vi “kun” inviteret til kaffe og kage, men med en hundefest er det nærmest selvskreven at der skal serveres “varme hunde”. Det fine skilt med tavleplade, fandt jeg i billigblomst til blot 15,-, hvorpå jeg har skrevet/tegnet med Posca tuscher (det kan let vaskes af, hvis skiltet skal bruges til andre lejligheder efterfølgende).

 

 

 

Indrømmet! Da jeg kom på ideen om en facade fra et hundehus, greb det lidt om sig. Sådan går det oftest med mig når ideerne får frit spil. Fandt nogle genbrugsbrædder som vi (ja – her måtte jeg have hjælp!) sømmede sammen og savede til, så det lignede indgangen til et hundehus. Også her står en walking folie ballon vagt. Intet hundehus uden en hund! Når jeg tænker temaet hund, tænker jeg hvad elsker hunde og hvad gør hunde? De elsker at lege (og skide) i haven, drikke toiletvand og grave kødben ned. Derfor opstod ideen til kagebordet som bestod af (hunde)lort og lagkage, for at bruge en anvendt vending (dog uden hund).

 

Rosetterne havde jeg lavet af forskelligt papir, her også avispapir – find min tidligere guide HER.

 

For at skabe en rød tråd, var der ligeledes krukker med haveblomster og “jord”, hvori der var gravet perlekødben ned og tennisbolde liggende derved.

 

 

Tal-kagen er en tradition til årets fødselsdag. Hvert år er den pyntet efter årets tema. – Her med tyggegummi tennisbolde (som jeg fandt i Rema), Sleich-hunde der graver i “jorden” (knuste oreos kiks) og laver lort på græsplænen (Kokos farvet grøn). Kagen er en black magic kage, som jeg har bagt efter DENNE opskrift.

 

Småkager udstukket som hunde, kødben og fem-taller af mørdej, som jeg før har lagt en opskrift op på. Find den HER. I den mørke dej, har jeg blot tilføjet bagekakao. Ovenpå er de pyntet med glasur, krymmel og ristet kokos. Hundene skulle selvfølgelig indhegnes for ikke at stikke af, så de kom i fine kasser med hegn, købt i Flying Tiger.

 

Gæt en lort… 

Her var der makronmuffins med chokoladesmørcreme, aflange rom”kugler”, P-tærter på pind og flødeboller. Opskrifterne havde jeg blot googlet mig frem til. Og med debut på flødeboller, var det heldigt for mig at de skulle ligne lort. 😉 “græsset” er kunstgræs på plader, hvor jeg har sat 8 stk. sammen. kunstgræspladerne er købt HER.

 

Selv gaverne matchede årets tema. Selvom fødselsdagsbarnet mente at det kun var passende med en ægte, levende hund i gave, kan jeg afsløre af den ikke gemte sig heri.

 

Til børnehave-vennerne havde Viggo disse doggybags med. Han plejer altid at have kage af en art med, men corona sætter en stopper for hjemmebag. Poserne indeholdt en lille müslibar, en ballon, et par karameller, en slikkepind og en lille slikpose. Poserne var brune papirsposer (kan købes i Bilka), hvorpå der var limet et par ører af genbrugspapir, og tilsidst optegnet ansigt og pletter med en brun tusch og en hvid poscatusch.

 

Den dejligste dreng på nu FEM år – om jeg forstår det!! Ps: hundevennerne var selvfølgelig inviteret med til fest!

Jeg håber denne hundefest kunne inspirere til en kommende fest. Hundetemaet er i sig selv jo ret kønsneutralt, man kan blot udskifte den mintgrønne med lyserød eller lilla, for et mere piget udtryk.

Herunder kan du finde inspiration til følgende temafester jeg tidligere har lavet:

Cirkustema – HER

Bondegårdstema – HER

Pirattema – HER

Spacetema – HER

Istema – HER

Hvad mon næste års fødselsdag byder på? Jeg er spændt, for nu har drengen helt klart sin egen mening. For nu, vil jeg dog nyde lidt ro fra fødselsdagsforberedelserne selvom jeg elsker det når det står på. 😉

// Maria

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *