Svampe-lysestager af selvhærdende ler

Efterårsferien er over os, hvilket betyder hygge, krea-tid og leg for store og små. Forleden lavede jeg disse lysestager af selvhærdende ler, som altid er et hit at “lege” med for alle aldre. Disse stager er især velegnet at lave med de større børn. Har man mindre børn med, er disse fyrfadsstager jeg tidligere har lavet sammen med Viggo, på dengang 3 år, helt perfekte. I denne omgang blev det svampe, da det for mig er indbegrebet af efterår og også fine til jul for den sags skyld. Se med herunder, hvordan lysestagerne er lavet.

Af materialer skal du bruge:

  • Selvhærdende ler (kan købes i Panduro, søstrene Grene mf. – dette er tidligere fundet i Netto)
  • lysholdere, købt i Panduro (på hjemmesiden HER)
  • grillspyd
  • akrylmaling i ønskede farver (jeg har brugt rustrød, beige og rosa)
  • lys til stagerne (i dette tilfælde farvede kertelys købt HER)

 

Dette selvhærdende ler var jeg heldig at finde nedsat til 10,- i Netto, sidste år. Først nu, fandt jeg noget at bruge det til. Ellers kan leret som førnævnt købes i Panduro Hobby eller i Søstrene Grene (det i SG er dog bedre til mindre ting, da min erfaring er, at det flækker let ved tørring) Men til bordkort og mindre ting er det helt perfekt.

 

Svampene er formet løseligt i hånden. Jeg synes ikke de må være for lige og ensartede, det er de jo heller ikke i naturen. De mindre svampe har jeg formet ud i et.

 

 

Når du er ved at have en grov udgave af den færdige svamp, kan kanterne og overfladerne glattes med en fugtig finger (meget vigtigt at den ikke er for våd, så leret bliver for smattet, så det ikke er til at forme ordentligt)

Èt styk næsten færdig svamp. (der mangler lige lysholder – se senere)

Som det ses, er min ujævn og ikke helt lige i kanten, da jeg netop ønsker det udtryk. Ønskes der i stedet et helt lige og glat udtryk, kan svampen slibes med fint sandpapir, når leret er helt størknet.

 

Til de større svampe har jeg sat et grillspyd i midten, for at afstive, så den ikke falder sammen (logisk nok giver mere ler, mere tyngde) Her har jeg blot formet en fod, stukket spydet ned i og formet en paddehat som jeg har sat oveni.

Efter de to dele er sat sammen, har jeg glattet svampen som vist tidligere på den mindre.

Når svampen er færdig, sættes lysholderen ned i midten. Det er vigtigt at den placeres lige, så denne ikke er skæv når leret størkner, så lyset derved vil stå skævt og dryppe. (når først leret begynder at størkne, er der ikke mulighed for at rette, uden det flækker)

De “færdige” svampe er nu klar til at tørre. – Typisk tager det ca. 24 timer for ler at tørre, men ved disse svampe, der er ret massive, er tørretiden 2-3 dage. Husk at have noget under, da fugten jo trækker ud af leret under tørring.

 

Når svampene er helt tørre, kan du nu tegne mønster på, og male dem. Jeg har valgt de klassiske svampe med prikker og nogle enkelte helt ensfarvede, for at skabe lidt ro mellem alle prikkerne.

 

Jeg har valgt at male svampene i brændte farver, men blå og grønne toner, kunne også være ret fint! Jeg forestiller mig desuden disse, på julebordet blandt skovmos, små kogler og fyrregrene.

 

 

Jeg håber dette kunne inspirere til lidt efterårs-krea for store og små.

// Maria

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *