Juledekoration med koglebund

Jeg er vild med dekorationer man kan finde frem fra år til år, som måske bare lige skal have skiftet en enkelt grøn gren eller to og så er det det.

Med denne dekoration, hvor bunden primært består af kogler er det let at lave dekoration fra år til år, da det eneste der skal skiftes, er den enkelte fyrregren der ligger på toppen. (og selvfølgelig de friske blomster) Det er da rart at kunne strege én ting på julens lange to-do liste.

 

Af materialer skal du bruge:

  • underlag (fad/potte m.m.)
  • fix/fixben
  • ler
  • leca kugler
  • plademos/skov mos
  • Ståltrådsstænger i sort
  • kogler (jeg har brugt aflange kogler, da de passer godt til den aflange potte jeg har valgt. Var det en rund potte, havde jeg nok valgt runde kogler for at understrege formen
  • fyrregrene/andre fine grene
  • 2 reagensglas
  • 2 roser eller andre friske blomster
  • palmin (ca 25 gr.)
  • limspray (eller hårlak, hvis ikke du har en limspray)
  • sukker
  • frostglitter
  • evt. lim og limpistol

Til at starte med, sætter du et fix ben fast med fix i bunden af dit underlag. Derpå sætter du leret i en pølse, eller som den nu passer i krukkens form. Deromkring skal der fyldes leca kugler for leret ikke sætter sig fast. Når det er gjort skal bunden dækkes af med mos. Mosset sættes fast med de såkaldte “hårnåle” af ståltråd.

Nu er det bare at komme igang med at tråde kogler, for der skal bruges en del. Jeg har trådet dem ved at sætte en ståltrådsstang ind mellem “lamellerne” på koglen og så komme den rundt om, og lukke den med et par snoninger. Du kan tråde koglerne hen af vejen, så er det lettere at vurdere, hvor mange kogler der skal til i netop din dekoration. Da mit underlag er aflangt, har jeg valgt at sætte koglerne på, i samme form, da det er med til at understrege den. Jeg har startet i enderne med at stikke tråden med koglen ind, så den får godt fast i leret. Det er lettest at lave en række i bunden og derefter bygge opad. Gem lige et par små huller til reagensglassene til de afskårne blomster. Jeg har valgt at placere mine midtfor, men lidt til siden.

 

Efter formen er dækket helt af, har jeg valgt at lime mindre, aflange kogler på ind imellem for at give lidt størrelsesvariation.

Når bunden er helt færdig afdækket, er det bare at smelte dit palmin og pensle på koglerne. Til slut giver det et fint, frostet look på koglerne.

Så er det blot at sætte reagensglassene i, fylde vand deri og dine roser eller andre afskårne blomster.

 

For at understrege den aflange båd form har jeg kørt et par lærkegrene og en enkelt fyrregren hen over på den lange led. De grene har jeg fæstnet med sort ståltråd. (jeg synes det er den farve der er mindst synlig ved koglerne)

 

 

Som afslutning, og for at fremhæve det frostede look palminen giver, har jeg sprayet limspray på nogle steder og derefter drysset sukker og frostglitter. Pas på med ikke at give alle koglerne, da det efter min mening hurtigt kan blive for meget. Derudover skal du passe på med at ramme roserne med lim, det forkorter levetiden. Tag eventuelt roserne op når du sprayer.

Denne dekoration er perfekt som bordpynt til julebordet eller et flot blikfang i entreen. Det gode ved denne dekoration er også at den er let at ændre i udseende. Skal du den ene dag have en borddækning i hvide nuancer og den anden dag have i røde nuancer, er det let blot at skifte de afskårne blomst der sidder i reagensglasset!

Håber du kan bruge ideen. Måske til dit kommende julebord.

// Maria

 

Posted in Jul

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *