Julelækkerier

Jeg plejer at gå amok med at lave alverdens konfekt og sager i marcipan. Egentlig kun fordi det er en tradition og jeg synes det er hyggeligt. Ikke fordi vi plejer at få spist det. Så i år har jeg droppet det, fremfor nogle få, men gode julelækkerier. Jeg har lavet chokolade overtrukne pebernødder med guldstøv, havregrynskugler med rom, flødekarameller og eiskonfekt der slår den der søde (og lettere vamle) udgave man typisk kender fra grænsehandlen. Jeg synes ikke I skulle snydes for opskrifter på de forskellige julelækkerier, så dem kan I se herunder.

 

Det første I får en opskrift på, er havregrynskuglerne. Jeg har efterhånden lavet en del af dem og med forskellige opskrifter. Jeg har samlet det bedste sådan lidt rundt omkring og sammensat “min egen” opskrift. Den er alt andet end sund, men vildt god. Desværre hænger det lidt for ofte sammen! Men okay, det er jo kun jul en gang om året! (fornemmer man undskyldninger og retfærdighedsgørelse!?)

 

Det du skal bruge til ca. 60 stk. Havregrynskugler er:

  • 250 gr. havregryn
  • 175 gr. blødt smør
  • 60 gr. kakao
  • 2 tsk. vanillesukker
  • 150 gr. sukker
  • 2 låg Stroh rom 80 % (eller rom essens, hvis det ikke kun er til voksne)
  • perlesukker til at rulle i (eller kokos, hvis man er mere til det)

Alle ingredienser “æltes” sammen til en ensartet masse i en stor skål. Trilles derefter til kugler og vendes  i perlesukker. (eller kokos)

Pakkes til sidst i en lufttæt dåse og sættes på køl.

Så simpelt er det simpelthen!

 

En anden simpel og ret lækker julesnack er pebernødder der er overtrukket med chokolade. Selvom jeg bager en del, er jeg bare aldrig rigtig blevet fan af at bage pebernødder. Så dem har jeg altså købt. – Karen Volf´s de bedste! Men har du hjemmebagte pebernødder, kan de også sagtens bruges. (Det er bare mig der er lidt “doven” her.)

Jeg har brugt dette:

  • 400 gr. pebernødder (Det der svarer til en pose)
  • 150 gr. hvid chokolade
  • 150 gr. lys chokolade
  • 150 gr. mørk chokolade
  • spiseligt guld støv. (fra Odense marcipan. Kan købes i de større supermarkeder) – kan også undlades

Smelt chokoladen hver for sig over vandbad. Jeg lavede én slags af gangen. Når chokoladen er smeltet, er det blot, enten at overhælde dine pebernødder med den, eller putte pebernødderne derned i, og derefter sætte dem på et stykke bagepapir til afkøling. Sådan fortsætter du til du har lavet den mængde pebernødder du vil. Men lav nu rigeligt. For de er altså ret populære! Til slut har jeg penslet dem med guldstøv. Det sætter bare lige prikken over I´ et og gør det lidt mere julet!

 

Eis konfekt husker jeg allermest fra turene til grænsen da jeg var barn. Det stod altid på indkøbslisten. Allerede efter få stykker syntes jeg det var kvalmende. Det synes jeg egentlig også den dag idag. Jeg fandt denne gode (og langt fra så kvalmende som de oprindelige) opskrift hos Piskeriset.dk. Du kan se opskriften HER . De er SÅ lette at lave, og er gode både med lys og mørk chokolade.

 

I år er første gang jeg har forsøgt mig med hjemmelavede flødekarameller. Det er noget lettere at gå til end jeg lige først havde troet. Opskriften fandt jeg på minbabymad.dk. Du kan se den HER. Jeg har fulgt opskriften og tilsidst pakket firkanterne af karamel, ind i små stykker af brunt bagepapir. Det fuldender det lige efter min mening.

 

Udover alle disse (knap så sunde) julelækkerier, har jeg lavet en anden og noget sundere form for julesnack som I måske har set før på bloggen. Nemlig de sunde, brændte mandler. Er opskriften gået din næse forbi kan du se den HER .

Så bliver slikskålen da vist også fyldt op i år!

Velbekomme!

// Maria

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

One thought on “Julelækkerier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *