Nytårsbordet 2016

De af jer der følger med på Instagram så måske, hvordan mit eget julebord var dækket i år. (Ellers kan du se det herunder) Idéen med tandstikker, har jeg ført med videre til dette bud på, hvordan årets nytårsbord kan se ud.

 

Til denne bordpynt skal du bruge:

  • sorte plastikposer til bordløber. (Her er der brugt 2 stk.)
  • sølvpapir til bordløber
  • limefrugter (Jeg har brugt 8 stk. men det afhænger af størrelsen på bordet og derved dekorationen)
  • tandstikker med spidser i begge ender (Jeg har købt dem i Tiger)
  • hyacinter (Jeg har brugt 3 stk.)
  • orkideer/cymbidium (Jeg har brugt 3 stk.)
  • manstro (tidslerne – jeg har brugt 3 stilke)
  • spraylim eller hårlak
  • sølvglimmer
  • nåle med glimmerkugle (kan undværes, eller andre slags kan bruges istedet)

Til servietter og “bordkort” skal du bruge:

  • sorte servietter – gennemfarvede i lagene. (jeg bruger ofte dem fra Bilka/Føtex. De er typisk farvet i alle lagene)
  • snor/garn eller lignende
  • knallerter
  • dymo med prægetape
  • evt. serpentiner til pynt ved tallerknen

Flere af basis tingene, såsom sorte plastikposer, sølvpapir og tandstikker har du garanteret i køkkenskuffen. Måske du også har et par hyacinter tilbage fra julen der kan bruges. Allerede her er du jo et godt stykke vej med materialer til et nytårsbord, lignende dette.

Til start har jeg sat tandstikker jævnt, men uden system, i limefrugterne. Dette er et lille hyggeprojekt, som er perfekt at gøre sammen med ungerne. 3 af limefrugterne har jeg ikke sat tandstikker i hele vejen rundt, men nærmest kun i halvdelen. Til slut skal det give en niveauforskel som vil skabe dybde og derved volume i dekorationen.

Når alle limefrugterne er lavet er det blot at påsætte orkideerne. Jeg har ladet 1 cm. være af stilken, og påsat den med en almindelig knappenål med hoved. Disse orkideer holder rigtig fint uden vand. Faktisk har jeg stadig mine til at stå fra julen, og det er nu, 3 dage siden. Så disse kan du også med fordel lave klar dagen i forvejen og så bare arrangere på selve dagen eller aftenen før. Sørg dog for at orkidéerne er ordentlig vandmættede inden brug.

Herefter har jeg brugt samme teknik på hyacinterne. Jeg har allerførst “vredet” jord og rødder af og lige børstet det værste skidt af selve løget.

Når alle dine tandstikke-“stjerner” er færdige, er det blot at arrangere dem på bordet. Jeg har valgt at lave en bordløber er sorte plastikposer og derpå sølvpapir, for at understrege dekorationen. Jeg har placeret dem lidt asymmetrisk og helt uden system. Når limefrugter og hyacinter er placeret på bordløberen, kan den sidste finish laves. Jeg har klippet hoveder af mandstro og påsat nogle få steder. De er lette lige at sætte ned over én af tandstikkerne. 

Herefter har jeg isat nogle nåle med glimmerkugler. Du kan også bruge nogle med “diamanter”, stjerner eller noget helt tredje. og har du ingen, kan de også sagtens undværes. Helt til slut har jeg sprayet med lim og drysset sølvglimmer på. Grunden til jeg ikke gjorde det inden de kom på bordet, er fordi jeg bestemt ikke synes det gør noget at der bliver drysset glimmer på selve løberen. – det er vel nytår!

 

Der er flere måder at folde servietterne på. Jeg har dog valgt denne pompon, som jeg ofte bruger. Synes simpelthen den er så fin! Jeg har valgt sorte servietter for at få det sorte med ud på bordet, for at skabe en sammenhæng. Og så synes jeg bare generelt sort (og sølv) hører sig nytåret til.

Følg mine lille how-to på, hvordan du selv kan folde disse pompon servietter, herunder.

Fold servietten ud

Klip servietter over midt på, så du får 2 lige store rektangler.

Læg de 2 stykker ovenpå hinanden.

Fold dem som en musetrappe på den korte led.

Bind en snor omkring, midt på den foldede serviet. Vælg en farve der ikke er langt fra din serviet-farve. Den bliver ikke synlig, men skulle den kunne skimtes, er det rart at den ikke falder i øjnene som det første.

Folde begge sider ud som en vifte.

Pil lagene fra hinanden. Der er typisk 3-4 lag i hver serviet. Det skal du gange med 2, da servietten er lagt dobbelt. Men det er forholdsvist let at se lagene fra hinanden.

Når den ene side er pillet fra hinanden og foldet op, skulle den gerne se sådan ud. Gør nu, det samme med den anden side.

… Bum, et stk. pompon serviet klar til pynt!

I mine har jeg lagt en knallert løs oveni servietten. På knallerten har jeg sat et navn på, lavet på min retro Dymo med prægetape. (den kan du købe i Bog&ide, Panduro hobby eller lign.)

 

 

Som lovet øverst, får I lige nogle billeder af, hvordan mit eget julebord så ud i år. Derfra fik jeg også inspirationen til et nytårsbord med brug af de samme teknikker, dog med et helt andet udtryk.

 

Jeg håber mit bud på årets nytårsbord kan inspirere!

-Kom godt ind i det nye år og pas på jer selv og hinanden. Godt nytår herfra.

// Maria

 

 

 

 

2 thoughts on “Nytårsbordet 2016

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *