Viggos 1 års fødselsdag – Cirkustema

Et nyt år er begyndt og det samme er tankerne omkring Viggos næste fødselsdag. Eller det vil sige, det gjorde de faktisk lige efter hans 1-års fødselsdag. Jeg ved det – det er lige i overkanten, men med et kreativt hoved der snurrer rundt 24-7 kan det simpelthen ikke være anderledes. OG jeg ved udemærket godt at knægten er fuldstændig ligeglad med, hvilket tema der er, hvilke kager og pynt, men altså det er moren ikke!

Her får I ihvertfald lidt fra Viggos 1 års fødselsdag, hvor temaet måske fremkommer ret tydeligt. Men de som alligevel skulle være i tvivl, så foregik dagen simpelthen “i et Cirkus”!

“Temaet” fremkom egentlig efter at have tænkt jeg ville bruge flere af Viggos legetøjsdyr. Der var både elefanter og løver, hvilket jo er et par af hovedelementerne i et cirkus. Og så kørte det derfra. Klovne hører sig også til, så der måtte kagerne ligne disse. Derudover havde jeg lavet små vægtstænger af pap sugerør med en skumfidus i begge ender – en stærk mand er jo også altid at finde. Småkager med løver og 1-taller var der også, for ikke at nævne bland selv slik og popcorn. (ja, og boller og lagkager og små kræmmerhuse og røde sodavand og.. Nej det var vist det) Jeg kunne sagtens have fortsat og havde det stået til mig havde der også været en candyflossmaskine, en flammekaster, levende elefanter og meget andet. Ej, der er vel også en grænse!? Men men, man bliver jo altså kun 1 år én gang! Og de der siger at en 1-års fødselsdag ikke er noget helt specielt, lyver altså!

Bordene skulle jo selvfølgelig også matche temaet, så der var dækket farverigt op med det fineste engangsservice fra merimeri party. Tallerknerne har jeg købt HER og krusene HER. Den kan også sagtens være du kan få begge dele det samme sted, jeg var bare ikke lige heldig at finde det.

Udover det havde jeg lavet små, passende dekorationer i lave glas, cylinder vaser, som jeg havde kommet farverige gummibånd omkring og “flettet” sugerør ind imellem. Dette havde jeg brugt som en form for stativ til de fineste georginer jeg fandt på en pluk-selv mark i nærheden. Til slut havde jeg drysset guldglitter oven i og ned i vandet. Skal der være fest – så lad der være fest! Som den sidste finish på bordene havde jeg klippet små, forskelligt farvede cirkler af karton og drysset løseligt rundt. Det samme havde jeg gjort med de fine glitter pomponer jeg fandt i en hobbybutik.

Lidt om alle lækkerierne. Jeg havde bagt alt selv. Det jeg kunne bage i forvejen og fryse ned, havde jeg gjort, for at gøre det hele lidt lettere. Småkagerne lavede jeg af en mørdej. Den kan du finde opskriften på HER. Stemplet med løven havde jeg fundet i Tiger og et-tallerne havde jeg lavet med en udstanser købt HER. Derpå havde jeg kommet hvid glasur og krymmel i samme form som tallet. Lagkagerne var totalt klassiske med marmelade, creme og fløde. De fine sukkerprint havde jeg fået lavet HER. Nu skrev jeg godtnok at alt var hjemmebagt. Der løj jeg vist godtnok lidt! (men det lød godt!) Kræmmerhusene havde jeg købt i brugsen. Karen Volf´s de bedste! Deri havde jeg blandet hindbærmarmelade og flødeskum og på selve kræmmerhusene var der en kant af hvid chokolade med krymmel.

 

 

 

 

 

 

Festen blev holdt i et telt i haven. I bedste Cirkus stil. Til trods for der øsede ned og teltet var utæt (vi fik det lappet i sidste øjeblik) OG at Viggo var snotforkølet og ikke særligt oplagt til at starte med, så var det en dejlig dag og vi havde de dejligste mennesker her, der alle kom og fejrede Viggos første fødselsdag. Èn gæst der gjorde særligt indtryk og havde taget temaet meget bogstaveligt var Lars´søde faster Kirsten. Se bare herunder! Viggo derimod var ikke så begejstret. For at sige det ligeud, så blev han ret bange og græd da han så hende. Hverken tryllekunster med vandsprøjt fra en blomst eller sæbebobler kunne gøre det! Det var SÅ synd, nu faster K havde gjort så meget ud af det.

Det gik dog meget bedre da makeup, paryk og næse røg af.

 

Dagen forinden blev Viggo fejret på bedste manér i dagplejen. Det krævede jo også lidt lækkerier. Der havde jeg blot bagt pølsehorn og lavet frugtstjerner (udstukket med en stjerneudstanser) og mini æblekager. Mini æblekagerne havde jeg lavet af en sukkerfri æblegrød, knuste makroner og en vanilleskyr. De små glas de kom i, har været glas fra sveske mos. Der havde jeg blot klippet en karton cirkel jeg havde limet på låget og skrevet på. derpå havde jeg sat en lille engangs ske ved, med et elastik.

 

Jeg håber dette kunne give lidt inspiration til din næste fest!

// Maria

 

 

 

4 thoughts on “Viggos 1 års fødselsdag – Cirkustema

  1. Virkelig fedt og gennemført tema-fest Overvejer dine dekorative løsning med blomster – hvor fandt du glasskålen og elestikbånd der var store nok.?

    1. Hej Pernille.

      Jeg skal vist have ændret lidt i mine indstillinger, for ser først din besked nu! Det beklager jeg! Tak for din besked. 🙂 Glas skålene er fra da jeg selv havde butik, og er købt ind på en binderi-central for blomsterbindere. Men Søstrene Grene har ofte glascylindere i alverdens afskyninger, eller Bilka for den sags skyld. Og elastikkerne er købt i Bilka. Der er forskellige størrelser i posen, men de passer fint allesammen. Diameteren på glasskålen er 14,5 og højden er 8 cm. Så har du lidt at gå efter. Jeg håber ikke mit svar kom alt for sent til at kunne bruges.

      Kh Maria

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *